BERETNING FRA BANGLADESH:

SUMAIYA KHAIR

Næstformand i Transparency International Bangladesh og juraprofessor ved Dhaka Universitet

Sumaiya Khair er juraprofessor og arbejder til daglig som næstformand i Transparency International Bangladesh. Her forsøger hun sammen med resten af organisationen at bekæmpe korruption.

En af Khairs centrale pointer er, at korruptionen i Bangladesh er blevet så omfangsrig, at den eksisterer på alle niveauer i samfundet. Det betyder, at korruptionen som praksis er blevet en normaliseret og etableret del af livet. Uanset om man bryder sig om det eller ej.

I sin beretning forklarer næstdirektør i Transparency International Bangladesh, Sumaiya Khair, om de udfordringer, der er i kampen mod korruption:

Korruption som hverdagspraksis

 

At korruptionen er blevet en del af hverdagen for befolkningen i Bangladesh betyder, at mange af de handlinger, som man i første omgang vil opfatte som illegale og moralsk forkastelige, langsomt bliver transformeret til handlinger, man ikke længere protesterer over. Tværtimod vil man både forvente at møde og skulle deltage i korruptionen, når man står ansigt til ansigt med fx autoriteter: Det kan være alt fra politiet og statsapparatet til mødet med skoleinspektøren og den kommunalt ansatte, som tager penge for en ellers gratis serviceydelse.

 

På den måde er alle i samfundet – fra høj til lav – en del af korruptionens praksis. Det betyder også, at der ikke er nogen, som har en klar ide om, hvem den “onde” er: Hvem er det, som tjener mest på de korrupte praksisser? Hvem er det egentlig, som udnytter hvem? Ofte er folk både modtagere og givere af korrupte praksisser og mange af disse er accepteret som nødvendige for de involverede parter at få livet til at fungere.  


 

Det fælles ansvar

Alle i et samfund bærer derfor et ansvar for korruptionens udbredelse og opretholdelse. Derfor er det også vanskeligt at ændre på korrupte strukturer i et samfund, når de først har bidt sig fast – for hvem har en interesse i at ændre praksis, når alle andre er korrupte?

 

Det er det såkaldte collective action problem.

 

Sumaiya Khair fokuserer derfor i særligt grad på uddannelse og på at lære de unge generationer, at korruption og korrupte handlinger ikke er vejen frem – hverken for et samfund eller for det enkelte menneske.

 

Det er dog en gigantisk opgave, for når de selvsamme generationer møder den reelle virkelighed (altså når de skal tage ansvar for dem selv og en familie), vil det nemmeste nemlig oftest være at spille videre på det korrupte systems præmisser.