Til Læreren

Lærervejledning

Korruption - en cirkel af vold er et undervisningsprojekt målrettet samfundsfag på landets ungdomsuddannelser.

Projektet sætter fokus på korruption som begreb og fænomen – og på sammenhængen mellem en høj grad af korruption i et samfund og på krænkelser af menneskerettigheder, herunder strukturel vold og tortur.

 

Materialet beskriver gennem undervisningsfilm og dokumentariske subjektive beretninger korruptionens væsen og udtryk i hhv. Danmark og Bangladesh. I undervisningsfilmene medvirker en række af Danmarks førende eksperter inden for korruptionforskning og en række af de mest fremtrædende og prisbelønnede forkæmpere i Bangladesh.

Projektet og undervisningsmaterialet i øvrigt baserer sig på postdoc Morten Koch Andersens (DIGNITY) forskning og arbejde, hvor han har undersøgt årsagerne til den strukturelle vold, der findes i Bangladesh og andre steder med en høj grad af korruption. 

Hvad er korruption? Og hvordan kan det være, at korruption kan medføre noget så drastisk som krænkelser af en befolknings basale rettigheder i et ellers hastigt udviklende demokrati? Og hvor er vi selv på vej hen? Det er bl.a. spørgsmål som disse, projektet her sætter fokus på.

Projektet er støttet af Danidas oplysningsbevilling og produceret af

DIGNITY - Dansk Institut Mod Tortur og Alphafilm & Kommunikation