MIN FORSKNING I

SAMMENhængen mellem

korruption og tortur

Morten K. Andersen

(post doc, DIGNITY):

"Jeg har set, hvordan udbredt korruption gennemsyrer alle niveauer i et samfund – fra kommunekontoret, over universiteterne, til politiet og domstolene, og hvorledes “truslen om vold” i den forbindelse bliver allestedsnærværende i mødet mellem borger og stat.

Volden – eller truslen om vold – kan både være konkret og fysisk, men også “symbolsk” i den forstand, at den kan udtrykke sig ved, at man bliver afholdt fra at få adgang til sine civile rettigheder eller basale services (fx rent vand, husly, elektricitet m.v.), hvis ikke der betales i form af penge eller tjenester."

MIN FORSKNING

Min forskning i sammenhængen mellem korruption, vold og tortur har været undervejs i noget tid.

 

Det er en kulmination på egne erfaringer som leder af en række projekter med menneskerettigheder i fokus og fra min øvrige forskning: Mens menneskerettighedsprojekterne satte fokus på forebyggelse af tortur og rehabilitering af torturofre (primært i Vestafrika og Libyen), undersøgte jeg i min Ph.d.-afhandling baggrunden for den udøvelse af vold, der finder sted i samfundet i Bangladesh, og dets konsekvenser for ofrene.

 

Ph.d.: “The politics of politics: youth mobilization, aspirations and the threat of violence at Dhaka University” (2014)

Det indebar en undersøgelse af den politiske kultur i Bangladesh, da det bl.a. er den, som muliggør og opretholder de partipolitiske modsætninger, som understøtter volden i samfundet og tilstedeværelsen af brugen af tortur. En vold, der bl.a. udøves af politiet, der arbejder under politisk beskyttelse, fordi retssystemet er blevet mere og mere politiseret. Det betyder nemlig, at udøverne af volden sikres straffrihed (impunity), sålænge udøverne også understøtter magthaverne. Omvendt betyder det også, at ofrene forhindres adgang til retfærdighed.

 

Det er denne polarisering og politisering af staten og statsinstitutionerne, som er med til at udbrede korruptionen til alle niveauer i samfundet. Mit forskningsfokus kom derfor til at handle om korruption, dets bevæggrunde og de afledte effekter for både individet og for samfundet.

“Rule by law” og “rule through law”

 

Et særligt aspekt i min forskning er det, jeg kalder skiftet fra rule of law til rule through law.

 

Rule of law betyder her, at autoriteter og myndigheder udfører deres virke underlagt lovens regulering, og at alle er lige for loven (lige fra politimanden over politikeren til den fattige kvinde i slummen i Dhaka).

Rule through law er derimod en praksis, hvor autoriteterne undertrykker og udøver deres magt ved løbende at gennemføre nye love, der er på grænsen af – eller direkte overtræder – den grundlæggende forfatning og/eller internationale standarder og konventioner om civile og politiske rettigheder (fx forsamlingsfrihed og ytringsfrihed).

 

At en regering pludselig kan indsætte “særlove” og indskrænke en befolknings muligheder og rettigheder sker ofte under en overordnet og globalt orienteret sikkerhedsdiskurs. Et eksempel, som vi i dag ofte hører, er, at “vi må værne os mod truslen for terror”. Med en sådan diskurs bliver det nemlig muligt for regeringer at indskrænke borgernes rettigheder og politikernes troværdighed og ansvarlighed (accountability) i et påstået forsøg på at beskytte de selv samme basale rettigheder og statens overlevelse. Demokratiet og de medfølgende basale rettigheder bliver kort sagt undermineret i forsøget på at beskytte selvsamme demokrati fra en ikke klart defineret trussel.

Sådanne love er sjældent permanente til at begynde med (Frankrigs undtagelsestilstand er et godt eksempel), men ender alligevel mere eller mindre med at blive hængende, da truslen ikke kan siges at være forsvundet eller mindsket tilstrækkeligt til at genindføre det “åbne demokrati”.

 


 

“Rule of law in practice”

I min forskning har jeg desuden haft fokus på den måde, hvorpå lov og lovarbejde bliver udført på i praksis i Bangladesh.

Med andre ord har jeg haft fokus på det, man kan kalde rule of law in practice.

Det handler ikke så meget om, hvordan lovene konkret er bygget op, men derimod hvordan lovgivningen forvaltes i praksis. Det gælder både helt konkret, og hvordan det opleves blandt befolkningen. Hvordan er lovene, standarderne eller regulativerne rent faktisk blevet brugt, drejet og fortolket i praksis i mødet mellem borger og stat, fx når det enkelte menneske har stået overfor en autoritet, institution og myndighed.

Det skal her understreges, at en “autoritet” kan være mere end en formel autoritet (fx politimanden). Det kan også være personer, som har taget autoritet over visse ressourcer eller områder, som er basale for borgeren. Det kan fx være en lokal gruppe af mennesker, som i et slumområde kontrollerer adgangen til vand, strøm, gas og dermed muligheden for at bo i området. En sådan gruppe kan have mange forskellige navne og funktioner, men fælles er, at de er en kilde til sikkerhed og livsvigtige services. På samme tid er de dog også en kilde til en gennemgående trussel om vold og udelukkelse fra selvsamme nødvendige services.


 

Nøglepersoner i min dataindsamling

 

For at få en forståelse for den måde, som loven bliver udført på i praksis (rule of law in practice), har jeg i min dataindsamling taget udgangspunkt i de mennesker og professioner, som kan siges at stå mellem autoriteten og den almindelige borger.

  • Det er eksempelvis NGO-aktivisterne, der som forkæmpere for menneskerettigheder stiller sig op foran ofrene som et skjold for at beskytte dem mod yderligere repressioner fra voldelige autoriteter. Det gør han/hun i et forsøg på at opnå retfærdighed for ofrene og dermed at forhindre yderligere overgreb på andre borgere. NGO-medarbejderen hjælper ofrene, og forsøger at føre sager mod staten og/eller dem, der har udført volden. NGO-medarbejderen kender til retssystemet, dets politisering og politikernes indflydelse på udøvelse af retfærdighed.

 

  • Det er advokaterne, der tager kriminalsager af alle slags – også de sager, hvor myndighederne har begået overgreb. Advokaten kender til den reelle måde, hvorpå retssystemet virker: Lige fra at anlægge en sag på den lokale politistation til at føre en sag ved Højesteret. Deres behandlinger af sagerne foregår ofte som forhandlinger udenfor retssalene. Her kan penge spille en væsentlig rolle for at kunne afslutte sagerne.

 

  • Den sidste gruppe, jeg her vil nævne, er kriminalreporterne, der arbejder ved de store og respekterede aviser og nyhedsmedier. Journalisterne her skriver om alle de sager, som de ser kan have interesse for offentligheden. Det er ofte sager, som NGO-aktivisterne og/eller advokaterne er en del af. Journalisterne kender også de øvrige samfundsgrupperinger, da det er nødvendigt for at de kan udføre deres arbejde. Grupperne kan foruden NGO-aktivisterne og advokaterne fx være politifolk, dommere, kriminelle, embedsmænd, militærfolk og efterretningstjenesterne. Journalisterne kender ofte til baggrunden for, at loven tolkes på den ene eller anden måde. De følger sagerne tæt, ser resultaterne og undersøger de konsekvenser, der kommer af retsprocesserne og domstolenes beslutninger.

Tilsammen har disse tre grupper et unikt indblik i, hvordan loven praktiseres, og hvordan staten “virker” i dets relation til borgerne. Kort sagt: Rule of law in practice.

Det er vigtigt at bemærke, at denne viden er retrospektiv og baseret på nøglepersonernes narrativer/fortællinger og forklaringer af tidligere handlingsforløb og oplevelser.

Det centrale for mig er den viden, de tilsammen besidder. Det er hverdagen – dvs. den “normale” praksis og de daglige dynamikker –, jeg interesserer mig for. Det er den normale praksis’  konsekvens for både staten og det enkelte menneske, som står centralt i mine undersøgelser, analyser og udgivelser.