BERETNING FRA BANGLADESH:

JULFIKAR ALI MANIK

Undersøgende journalist 

Julfikar Ali Manik har i mange år arbejdet som undersøgende journalist og nyhedsredaktør, bl.a. for aviserne The Daily Star og Dhaka Tribune. Han har desuden været nyhedsjournalist på bangladeshisk tv og er i dag bl.a. freelance journalist for bl.a. The New York Times, Al-Jazeera og Channel Four. Han har op gennem tiden vundet flere priser for sin undersøgende journalistik.

I interviewet beskriver han for forskeren fra Dignity, Morten K. Andersen, hvordan trusler og chikane er en del af jobbet.

Den kritiske presse

Journalister i Bangladesh har altid spillet en stor rolle i landets demokratiske udvikling. De har stået for kritik af samfundet og oplysning af folket, ligesom vi kender det her i Danmark.

 

Der findes mange tusind aviser i landet, herunder mange lokale aviser, der kun udgives og distribueres lokalt, ligesom der eksisterer en lang række landsdækkende aviser, der selv under lange perioder af militærdiktatur kunne kritisere magthaverne uden at blive et direkte mål.

 

I flere år var medierne i Bangladesh stort set uafhængige af den elitære minoritet. Men op gennem 00’erne har der været en tendens til, at aviserne og andre medieplatforme er blevet en kampplads for magthavernes interesser: Der er således kommet mange nye aviser, tv-kanaler og internetaviser til, som er etableret og ejet af forretningsmænd/politikere (ofte en og samme person) for netop at varetage disses interesser i det offentlige rum.

 

Det har haft en stor betydning for journalisternes arbejde. Udover at de skal manøvrere og navigere i et samfundet under et repressivt regime, skal de også varetage medie-ejernes interesser, uanfægtet om de er forretningsmæssige og/eller politiske. Det betyder, at visse vinkler og historier ikke længere kan publiceres, ligesom visse interesser i samfundet ikke kan røres. Derimod bruges medierne aktivt i ejernes magtkampe mod politiske modstandere og forretningsforbindelser.

 

Det gør, at journalisterne i dag må være opmærksomme på, at deres historier ikke går imod samtlige elitære interesser på samme gang. De skal på en og samme tid skrive historier, der kan bringe folks opmærksomhed på uretfærdigheder, uden at de risikerer eget eller artiklernes hovedpersoners liv og førlighed.

 

Det er et delikat spil, der kræver politisk tæft og forståelse for, hvor grænserne er, for 1) hvad der kan siges, 2) for hvad, der måske kan siges og 3) det, som slet ikke kan siges offentligt.